Valg af CMS
Valg af CMS afhænger af behov
Hvilket CMS man skal vælge, findes der ikke ét entydigt svar på. Der findes flere hundrede forskellige CMS’er, og hvilket af dem, der er det bedste, afhænger af det konkrete behov, men som webbureau har vi naturligvis erfaringer med forskellige CMS'er. På baggrund af disse erfaringer har vi opstillet en række vigtige egenskaber med tilhørende kommentarer til en række CMS’er.
Hastighed
De fleste CMS’er i dag er rimelig hurtige. Det eneste CMS, vi har oplevet problemer med, er Dynamic Web, som kan virke meget tung, hvilket er et irritationsmoment, når virksomhedens medarbejdere skal opdatere hjemmesiden.
Synlighed
Vi, der arbejder professionelt med søgemaskineoptimering, har brug for at kunne lave en række tekniske "indgreb" på de hjemmesider, som vi forsøger at sikre topplaceringer på søgemaskiner som f.eks. Google.
Desværre har CMS producenterne, hvor utroligt det end lyder, ikke skænket det en tanke, at virksomheder gerne ser deres hjemmeside fundet i søgemaskinerne. CMS producenterne har valgt at fokusere på design, funktionalitet og brugervenlighed, som er gode ting, men alt andet lige ret ligegyldige, hvis hjemmesiden aldrig bliver set af nogen.
Inden for de seneste år er der dog nogle få CMS producenter som f.eks. Dynamic Web, der er begyndt at se vigtigheden i dette. Men der er stadig meget lang vej endnu. Hvis kravet er synlighed, anbefaler vi derfor open source CMS’er, hvor det ikke er en kommerciel virksomhed, der ejer CMS’et, men derimod åben kildekode hvor vi som søgemaskineoptimerings-eksperter kan lave alle de tekniske "indgreb", vi har brug for. Et eksempel på et open source CMS, som er søgemaskineoptimerings-venligt er Drupal, som de sidste 2 år er blevet kåret som verdens bedste Open Source CMS.
Åbenhed
CMS’er kan grundlæggende deles op i 2 kategorier: closed source og open source.
Closed source CMS ejes af en kommerciel virksomhed, som under ingen omstændigheder vil udlevere den bagvedliggende programmeringskode til andre, da det er virksomhedens levebrød.
Open source CMS er typisk udviklet af én eller flere personer, som efterfølgende stiller programmeringskoden frit tilgængelig for omverdenen. Personerne gør det sjældent af udelukkende ideologiske årsager, men fordi der ofte medfølger en faglig høj status, som medfører andre indtjeningsmuligheder.
Både closed og open source har deres fordele og ulemper. Åbenhed omkring programmeringskoden er naturligvis kun aktuelt for open source CMS’erne.
Overskuelighed
Overskuelighed og brugervenlighed er noget, man ser mest af i de kommercielle CMS’er. Mange open source CMS’er bærer præg af, at udviklerne er teknisk dygtige men dog uden de store pædagogiske evner. Et eksempel er Typo3, som er yderst velfungerende men meget uoverskueligt. Et eksempel i den modsatte grøft er Drupal CMS, som til trods for at være et Open Source CMS er yderst overskueligt.
Stabilitet og afprøvethed
Søger man et stabilt CMS, som er fri for alle børnesygdomme, bør man vælge et CMS, som har været installeret hos masser af virksomheder igennem flere år. Ønsker man et kommercielt CMS, bør man vælge f.eks. Dynamic Web, Sitecore eller Composite. Vælger man Open Source bør man vælge f.eks. Drupal eller Typo3, som begge er meget stabile og benyttes af masser af virksomheder verden over.
Manualer og hjælp
Manualer og hjælp i det hele taget finder man en del af hos de store etablerede CMS leverandører som Dynamic Web, Sitecore og Composite. For mange open source CMS’er er det et problem at finde egentlige manualer. Det kræver i hvert fald ofte en betydelig teknisk viden at forstå disse manualer. Til gengæld er der ofte skrevet gode bøger om disse Open Source CMS'er, ligesom der er masser af hjælp at hente på deres respektive hjemmesiders forums/communities.
CMS priser
De store CMS’er som Dynamic Web, Sitecore og Composite er modulopbyggede, og prisen på grundmodulet er som regel rimelig. Men lige så snart der tilvælges moduler, hvilket næsten er umuligt at undgå, stiger prisen betragteligt. Alternativet er at vælge et "gratis" open source CMS. Det er dog forkert at tro, at CMS’et så er gratis, da webbureauet skal bruge en hel del udviklingstimer til at tilpasse/omprogrammere CMS’et til den konkrete opgave.
CMS hosting
Hosting af de kommercielle CMS’er kan kun foregå hos webhoteller udpeget af CMS leverandøren. Meget ofte er der tale om nogle unødvendigt dyre webhoteller. Fordelen ved open source CMS er, at du selv bestemmer, hvor CMS’et skal hostes. Du kan dermed vælge det mest professionelle webhotel og oven i købet ikke være tvunget til at betale overpris for hosting.
Konklusionen på valg af CMS
Ja - som vi startede med at skrive, findes der ikke ét entydigt svar. Da vi ikke har udviklet vores eget CMS, kan vi være 100% objektive: Vi hælder selv til Open Source CMS og i særdeleshed til Drupal CMS, som på de fleste områder er de øvrige CMS'er overlegen. Men hvis du kontakter os på 70 23 32 70 og fortæller om dine behov og ønsker, hjælper vi gerne med at finde det helt rigtige CMS til netop dig og din virksomhed.

